Selvom den store opmærksomhed i pressen efter hjemmerøveriet i december gjorde mere ondt end skudhullerne i benet, vil Theo forsat være – Theo.
PokerListings.dk ved EPT London
Ved EPT London viste Theo Jørgensen sig for første gang ved en pokerturnering ovenpå det voldsomme hjemmerøveri, han var offer for i december.
Her blev han skudt to gange i benet, da hjemmerøverne ikke troede på, at han ikke kunne åbne et pengeskab i hans hjem. Det skete vel at mærke, mens hans kone var hjemme, og børnene lå og sov.
Den uhyggelige episode har ikke sat sig fysiske spor hos Sølvræven fra Greve, men rent psykisk har det været en hård omgang. Tanken om, at han og familien har været i livsfare, kræver et stykke tid at komme sig over, og samtidig skulle han affinde sig med, at den danske presse bragte billeder af hans hus, selvom han og familien har hemmelig adresse.
PokerListings.dk fik sig en snak med Theo Jørgensen inden dag 2 på EPT London, hvor han fortæller om sine tanker om episoden og sine planer for resten af året.
PokerListings: Allerførst, hvordan har du og familien det ovenpå det der skete i december?
Theo Jørgensen: Vi har det fantastisk det hele taget i betragtning. Selvfølgelig er der nogle efterdønninger, hvor vi måske er en lille smule mere ”jumpy” end normalt, når det bliver mørkt, men det er stille og roligt ved at komme på afstand.
Har du stadig smerter i benet, hvor du blev skudt? Giver det problemer ved pokerbordet?
Nej, jeg har i ingen smerter. Jeg kan mærke det en lille smule, fordi der er for meget arvæv, så blodtilførselen er ikke 100 procent, men det arbejder jeg på i genoptræningen.
Hvornår var du uden smerter?
Det har jeg faktisk været hele tiden, synes jeg næsten. Til at starte med fik jeg jo morfin, så selv da jeg lå med store åbne sår, var der ikke store smerter. Det er egentlig gået stærkt, så da det først begyndte at gro sammen, var der ingen smerter.
Som person har du altid været åben og imødekommende. Har episoden fået dig til at lukke mere af?
Nej, så længe det holder sig til poker, så er det ikke noget problem. Jeg har altid været meget bevidst om det faktum, at det vil genere mig, hvis det kom for tæt på. Men hvis jeg skulle komme i mediernes søgelys igen, vil jeg komme til at skærme min familie – om muligt – endnu mere.
I dagene efter episoden var du meget utilfreds med, at Ekstra Bladet, BT og TV2 havde taget billeder af dit hus. Har du det stadig på samme måde?
Ja, jeg føler stadigvæk, at de gik langt over stregen. Jeg havde i min naivitet forestillet mig, at de ville vise mere hensyn. Når de tager billeder af huset, jagter de jo ikke bare mig, så jagter de jo også mine børn og min kone, og det synes jeg er at gå langt over stregen. Det er også deres sikkerhed, de sætter på spil.
Sammen med Gus var du selv med til at gøre poker til noget, der også blev skrevet om i mainstream-pressen. Havde du selv forestillet dig for ti år siden, at opmærksomheden på dig ville blive så stor?
Jeg føler, at opmærksomheden kun blev så stor på grund af det, der skete. Jeg var en semi-kendis, som så kom ud for dette her, og opmærksomheden havde nok ikke været så stor, hvis jeg ikke var blevet skudt. Jeg vidste godt, da jeg lå ude på hospitalet og var på vej i narkose om natten, at dette her ville blive rigtig stort i medierne, primært på grund af voldsomheden i overfaldet.
Du har modtaget meget støtte fra pokerverdenen. Hvordan har du oplevet det?
Det var dejligt, at der var så mange, der tænkte på mig, men det var ikke der, min koncentration lå på det tidspunkt. Der er nok mange hilsener og støtte, som jeg har fået, som jeg ikke fik lagt mærke til dengang.
Hvordan er det at været tilbage ved en EPT-turnering oven på det, der skete?
Det er egentlig dejligt. Lidt af tankerne er stadig derhjemme om, hvordan det går, er min kone bange for at være alene med børnene, og så videre. Sådanne tanker har jeg, og jeg glæder mig nok lidt mere til at komme hjem. Så her i starten vil der nok være nogle turneringer, jeg skipper, og noget cashgame, som jeg går glip af.
Hvad er dine planer for resten af året? Skal du til Las Vegas og WSOP?
Ja, jeg skal også til Las Vegas. Jeg har ikke bestemt mig for hvor meget endnu, og om det bliver med og uden familien. Hvis det bliver seks uger derovre med familien, er der nogle ting, der skal rykkes rundt, og det føles lidt tarveligt at have børnene med i 40 graders varme, når det nu er sommer i Danmark. Jeg tror, at det bliver i bare ti dage.
Spiller du flere EPT’er i denne sæson?
Ja, jeg spiller højest sandsynligt samtlige EPT’er.
Du har vundet en bracelet ved WSOP og så WPT-turneringen i Paris i 2010. Hvilken af de to titler betyder mest for dig?
Det gør WPT-sejren. Der kom meget hurtigt et tidspunkt i mit liv, hvor jeg fik meget respekt for mit PLO-spil, og folk vidste også godt, at jeg var god til 7 Card Stud, så min drøm blev meget hurtigt at vinde en stor No-Limit-turnering. Derfor var det en fed følelse, da jeg endelig vandt i Paris, når det havde været målet i mange år.
Du blev også toer i WPT Paris sidste år. Så spiller du selvfølgelig også den turnering til efteråret?
Ja, det virker oplagt, at jeg bare skulle tage derned, hver gang de afholder en 5.000 dollar turnering! Så overtroisk er jeg trods alt, at det kunne jeg godt se mig selv gøre. I 2011 brokkede min kone sig over, hvorfor jeg ikke var taget derned igen, da hun så at turneringen var i gang, så jeg tror, at jeg bliver nødt til at tage chancen og tage derned igen i år.