Elsker du at spille mod dårlige modstandere, der ikke kan reglerne ordentligt? Så prøv at spille 8-Game! Bare lær reglerne og den basale strategi for alle varianterne først.
I online pokerens gyldne dage kunne man tjene gode penge på at spille Hold’em, bare fordi man kendte reglerne og håndrangeringen ordentligt og havde lidt kendskab til strategi. De dårlige spillere kaldte med alle mulige hænder, og havde man bare lidt forstand på poker var det så let som at stjæle slik fra børn.
Så nemt er det ikke længere. Næsten alle, som spiller online poker i dag, spiller ret solidt og har laver få store fejl i Hold’em. Selv Pot-Limit Omaha kan de fleste finde ud af at spille på et rimeligt niveau.
Er der stadig pokerspil med værdi at hente, hvor man ikke behøver at sidde med heads-up display og analysere sine hænder i timevis, mens man samtidig har det sjovt? Måske burde du prøve 8-Game-turneringer.
I 8-Game spilles der otte forskellige pokervarianter, og hvis du har styr på reglerne og den basale strategi for alle varianter, er du allerede bedre end omkring 50% af modstanderne på de lavere stakes. Du vil ganske givet komme op mod nogle gode spillere, men de kan ikke benytte sig af HUDs og tracking-software på samme måde som i Hold’em, så 8-Game er på den måde et mere fair spil.
Samtidig lærer du at mestre flere former for poker, hvilket kun udvider din horisont som pokerspiller.
Kort om 8-Game
I skrivende stund er det kun PokerStars, som tilbyder 8-Game online. Spiller du turneringer, er der faktisk et ganske pænt deltagerantal, primært fordi det er et sjovt spil med meget action.
8-Game er et mixed game, hvilket vil sige, at man skifter roterer mellem de forskellige varianter i en fast rækkefølge.
Sådan er rækkefølgen:
- Limit 2-7 Triple Draw
- Limit Hold’em
- Limit Omaha Hi-Lo
- Limit Razz
- Limit Seven Card Stud
- Limit Stud Hi-Lo
- No-Limit Hold’em
- Pot-Limit Omaha
Enten skiftes der variant efter seks hænder (en orbit) eller et vist tidsinterval. Bemærk, at der altid spilles 6-håndet i 8-Game.
Generel strategi for 8-Game
Det er ret simpelt: Lær reglerne og den basale strategi for de otte varianter. Så er du allerede på bedre kurs end mange af de øvrige spillere.
Det er et generelt træk for nogle af modstanderne i 8-Game, at de er gode til nogle enkelte varianter, men der er nogle spil, som de er meget dårlige til. Enten kommer de til at overspille dårlige hænder eller også er det noget så simpelt som manglende kendskab til reglerne, f.eks. at A er et lavt kort i Razz.
Desuden er 8-Game et spil, hvor det kræver en del koncentration, og vi kan kun anbefale, at man ikke har gang i mange flere borde samtidig. Til gengæld kan man også tillade sig at deltage i flere hænder, når der kun er maksimalt seks spillere ved bordet.
Generelt er det en god idé – ligesom i alle øvrige pokervarianter – at spille tight og satse på de gode hænder. Har du dog identificeret en spillers svaghed i en variant, kan du dog med fordel kalde med dårligere hænder i håb om at ramme noget stort undervejs. Det gælder specielt i varianter som Stud, Razz og 2-7 Triple Draw, hvor du har en rimelig indikation af, hvad din modstander har.
Da størstedelen af varianterne er Limit-spil, er det generelt svært at bluffe. Man vil blive kaldt ned i overraskende mange tilfælde, hvis man forsøger på at lave et rent bluff på fire tønder i f.eks. 2-7 Triple Draw.
De store hænder skal man endelig bette løs med (pas dog på i No-Limit Hold’em og Pot-Limit Omaha, da du kan skræmme modstanderne for hurtigt væk), da man vil blive kaldt meget ofte af modstandere med dårligere hænder. Spiller du f.eks. Stud og Razz, hvor du kan se dine modstanderes door-kort, bør du bette, hvis du har bedre door-kort.
Samtidig er det også værd at huske på, at dine modstandere også sjældent bluffer. Er du ude i en hånd, hvor du kan se, at du næppe opnår noget stort, er det altså bedre at folde til et bet i stedet for lige at se et kort til.
Det er selvfølgelig vigtigt at være i stand til at spille alle otte varianter fornuftigt, men det er dog vigtigst, at man har god erfaring med No-Limit Hold’em og Pot-Limit Omaha. Det er de to spil, hvor flest chips skifter ejermand på grund af de større bets, og man kan tabe det hele på gulvet her med et par uheldige kald. Derfor igen – spil tight og vent på de gode hænder.
Kort fortalt: Tight er right i 8-Game, og du bør fokusere på at spille dine store hænder, så du får det maksimale ud af det. Fold de dårlige hænder og lav meget få bluffs.
I det følgende vil vi gennemgå regler og den basale strategi for de enkelte varianter.
Limit 2-7 Triple Draw
Regler:
Det gælder om at ramme den lavest mulige pokerhånd på fem kort, uden man samtidig får en straight eller flush. Den lavest-mulige hånd er 7-5-4-3-2, da et es tæller som et højt kort. Der er tre træk-runder, hvor man kan bytte kort.
Lær reglerne nærmere at kende her.
Basal strategi:
Starthånden er meget vigtig. Generelt er det en god tommelfingerregel i 2-7 Triple Draw, at hvis du ikke har tre kort med en værdi lavere end 9, bør du folde med det samme. Til nød kan du kalde, hvis du har en toer på hånden sammen et kort af værdien 3 til 7.
De høje kort (over 8) skal du bytte ud, og for at have en chance for at vinde skal du ned og have en hånd med maksimalt en 9’er som højeste kort. Har du en god hånd og mangler kun et kort for at have en god hånd, er det bare med at bette løs. Kalder din modstander og bytter to kort, er du næsten helt sikkert foran, og så er det bare med at bette igen.
Hvis din modstander begynder at raise, eller han ikke bytter nogle kort, skal du passe på. I så fald bør du have en rigtig god hånd med 7 som det højeste kort for at kalde. Det sker faktisk forholdsvist tit, at en spiller har en 2-7-hånd.
Som i så mange andre pokervarianter er position vigtigt i 2-7. Spiller du ude af position, bør du altså sidde med en rigtig god hånd for at kunne kalde din modstanders bets.
Se i øvrigt vores strategiartikler om 2-7 Triple Draw:
Introduktion til 2-7 for nybegyndere
Starthænder, spillet inden det første træk
Spillet fra første til tredje træk
Limit Hold’em
Regler:
Du kender sikkert allerede reglerne i No-Limit Texas Hold’em, ellers kan du finde dem her.
Limit Hold’em er et lidt mere roligt spil, da man kun kan bette et vist beløb af gangen og ikke bare gå all-in når som helst i hånden. Se mere om Limit (Fixed-Limit) her.
Basal strategi:
Du kan generelt bruge den samme strategi, hvis du i forvejen har succes i No-Limit Hold’em. Dog kan du i Limit godt spille lidt flere draw-hænder, når du er ude af position, end i No-Limit. Det hænger sammen med, at dine modstandere ikke kan bette så højt, at du ikke får pot-odds til at kalde.
Til gengæld bør du holde dig fra dårlige hænder som to lave kort uden draw-muligheder. Da der ofte vil være flere modstandere efter floppet, vil du meget sjældent være foran, med mindre du rammer stort med det samme.
Læs også vores strategiartikel om Limit Hold’em her.
Limit Omaha Hi-Lo
Regler:
Omaha Hi-Lo fungerer ligesom almindelig Omaha, bortset fra at potten deles i to og gives til henholdsvis den bedste høje hånd og den bedste lave hånd. Dog er der det krav til den lave hånd, at kortene skal være på værdien otte eller lavere, derfor kaldes spillet også nogle gange Omaha 8-or- better. Her tæller et es som det laveste kort (dog samtidig også som det højeste kort til en høj hånd). Straights eller flushes tæller også som en lav hånd, så den bedst mulige lave hånd er således 5-4-3-2-A.
Hvis der ikke er en spiller, der har en kvalificeret lav hånd (sker forholdsvis tit), vil hele potten gå til spilleren med den bedste høje hånd.
Lær reglerne her.
Basal strategi:
En god tommelfingerregel for Omaha Hi-Lo er at gå efter den høje hånd men have træk til den lave hånd. Det er langt fra altid, at der er en spiller, som har en kvalificeret lav hånd, så du kan i mange tilfælde tage hele potten med den bedste høje hånd.I Omaha Hi-Lo skal du gå efter den høje hånd med træk til den lave hånd.
En hånd med et eller flere esser er altid en god starthånd, da det øger dine chancer for at tage både den høje og lave hånd (scoope potten). Husk på, at den bedst mulige lave hånd, 5-4-3-2-1, også nogle gange kan ende med at være den bedst mulige høje hånd med en straight.
Som i almindelig Omaha skal man i en god starthånd have double-suited, altså to gange to kort af samme kulør. Har du fire kort med samme kulør, giver det ikke meget mening at spille videre.
Læs vores begynderguide med strategitips til Omaha Hi-Lo:
Omaha High-Low Begynderguide del 1
Omaha High-Low Begynderguide del 2
Limit Razz
Regler:
Razz er ligesom 7-Card Stud, bare et Lowball-spil, altså hvor det gælder om at få den bedste lave hånd. Flushes og straights tæller ikke, og et es er et lavt kort, så den bedste lave hånd i Razz er 5-4-3-2-A.
I modsætning til Hi-Lo-spillene er der ikke noget med, at man skal have en kvalificeret hånd for at vinde potten. Derfor kan du reelt vinde hånden, hvis du har et billedkort eller et par på hånden.
Læs reglerne her.
Basal strategi:
Strategien i Razz er meget lig med den for Seven-Card Stud. Det handler generelt meget om disciplin og vente på den gode hånd i stedet for at kalde for meget med uprofitable hænder. Desuden skal man holde godt øje med de ”døde kort”, altså de åbne kort som modstanderne folder undervejs i hånden.
Om man har en god hånd afhænger meget af ens skjulte kort. Har du f.eks. et es og et andet lavt kort som skjult kort, har du en potentiel god hånd, som du bør gå videre med. Hvis du har et es som door-kort, er det værd at bette med det, da dine modstandere normalt har respekt for et es og kan finde på at folde hurtigt.
Har du valgt at kalde med en mellemgod hånd, er det for alvor på tredje street/bettingrunde, at du skal beslutte dig for, om du virkelig vil hele vejen til showdown. Her skiftes der fra et small til et big bet, så hvis din modstander virkelig har ramt noget stort, kan det ende med at koste dig dyrt.
Vi har desværre ikke en speciel strategiartikel om Razz, men du kan få nogle generelle tips ved at læse vores artikel om Seven-Card Stud-strategi.
Limit Seven-Card Stud
Regler:
Lige efter Razz følger så den ”rigtige” form for Stud, hvor det gælder om at få den bedste høje pokerhånd. Her tæller straights og flushes i modsætning til Razz.
Man starter med at få kort med billedsiden ned og et åbent kort, door-kortet. De efterfølgende fire kort gives også som åbne kort, mens det sidste og syvende kort er skjult.
Nærlæs reglerne for Seven-Card Stud her.
Basal strategi:
Ligesom i Razz handler Stud om at være disciplineret og holde øje med sine modstanderes foldede door-kort. Kan du undervejs i hånden f.eks. se, at du har træk til en flush, men nogle af modstanderne har foldet flere kort af den kulør, du prøver at ramme, så er det bedst at folde.Pas på med ikke at gå for langt med din hånd i Stud.
Også her er de to skjulte kort i din starthånd vigtige. Har du f.eks. et par på hånden, er det bare med at bette fra start, da du kan ende med en rigtig stor hånd til slut.
Hvis dine modstandere bare kalder dine bets, er det meget sandsynligt, at de har en draw-hånd, f.eks. til en flush. Hvis de f.eks. ender med at have fire kort af samme kulør som door-kort eller fire kort til en straight, så skal du være meget varsom med at kalde, hvis du ikke har en bedre hånd.
Et højt par er ofte godt nok til at vinde en hånd, men hold igen meget øje med, hvad dine modstandere har som door-kort. Har de træk til en flush eller straight og raiser på sidste street, er det nok værd at folde en par-hånd.
Læs vores strategiartikel om Seven-Card Stud her.
Limit Stud Hi-Lo
Regler:
Vi fortsætter i Stud-verdenen med Hi-Lo versionen, også kaldt Stud8. Her deles potten op i to, hvor den bedste høje hånd får den ene halvdel, mens den anden halvdel gives til den bedste lave hånd, der er kvalificeret. En Lo-hånd er kvalificeret, hvis den har fem kort på værdien 8 eller lavere (es er lavest), og den må ikke indeholde et par. Straights og flushes skal du ikke bekymre dig om.
Ligesom i Omaha Hi-Lo vil hele potten blive givet til Hi-hånden, hvis der ikke er en kvalificeret Lo-hånd.
Læs reglerne for Stud Hi-Lo her.
Basal strategi:
Stud Hi-Lo er et spil, hvor koncentrationen for alvor skal op, da der er mange ting at holde øje med. Ikke nok med at du skal prøve at forstå din egen hånds potentiale, men du skal også prøve at vurdere, hvilken hånd din modstander kan have både for high og low.
Heldigvis er det forholdsvist let at se, om din modstander prøver at gå efter at ramme en høj eller lav hånd. Kig på modstanderens door-kort, og så har du en god indikation. Har du en rimelig low-hånd, og han ser ud til at have en god høj hånd, så vil det oftest ende med, at I ender med en delt pot.
Et godt tip i Stud Hi-Lo er at gå efter at ramme Lo-hånden men samtidig have et draw til en stor Hi-hånd. Det skyldes, at det er nemmere at udlede, om du har bedste Lo-hånd end den bedste Hi-hånd i forhold til modstanderne.Det er lige modsat i Omaha Hi-Lo, hvor man normalt siger, at man skal gå efter Hi-hånden men have et træk til Lo-hånden.
Strategien for de to varianter minder dog om hinanden på det punkt, at det er vigtigt at have et es på hånden. Den bedst mulige lave hånd er jo A-2-3-4-5, og det kan samtidig nemt være den bedste høje hånd.
LÆS OGSÅ: POKER ODDS
No-Limit Texas Hold’em
Regler:
Hvis du skulle have boet på månen de seneste 15 år, finder du reglerne for Texas Hold'em her.
Basal strategi:
I 8-Game er No-Limit Hold’em normalt den variant, hvor der er flest spillere, der går all-in og satser hele butikken. Specielt de små stacks vil være på jagt efter en hurtig dobling, da de øvrige varianter ikke rigtig giver mulighed for det.I Hold'em går mange spillere all-in i jagten på en dobling.
Derfor er det generelt klogt at spille lidt passivt og afvente, om en af spillerne går all-in. Husk på, at der spilles 6-max, og derfor behøver de ikke have en af de helt store hænder for at få et all-in igennem. Omvendt går de heller ikke all-in med to tilfældige kort.
Hvis du er en meget erfaren Hold’em-spiller, kan du dog med fordel også være ret aggressiv i dit spil og stjæle blinds og chips med klogt pre-flop-spil. Det er ret sjældent, at dine modstandere har noget stort i en 6-max.
Vil du lære mere Texas Hold’em strategi? Så se vores store strategisektion her.
Pot-Limit Omaha
Regler:
Den vigtigste forskel mellem Texas Hold’em og Omaha er, at du får fire kort på hånden i stedet for to. Det er dog kun de to af kortene, som du kan bruge til at danne en pokerhånd sammen med de fem fælleskort.
Desuden spilles der Pot-Limit, så du kan maksimalt bette størrelsen på potten. Da føringen skifter meget frem og tilbage i Omaha, vil der dog altid være mange bets i løbet af en hånd.
Hvis du ikke allerede kan reglerne for Omaha, så kan du lære dem her.
Basal strategi:
Ligesom i Hold’em kan man i Pot-Limit Omaha komme hurtigt all-in, og det benytter mange spillere sig af, når de spiller 8-Game. Det er dog lidt et sats sammenlignet med Hold’em, da en god starthånd sjældent vinder i Omaha end i Hold’em. Derfor er det generelt bedre at få set et flop, hvis man absolut jagter en dobling.
Ellers gælder det i Pot-Limit Omaha om at spille en hånd, der allerede er god, men som har potentiale til at blive endnu bedre. Et godt eksempel er hænder, hvor der er et par, men der er også farvetræk og straighttræk, f.eks. A♦ K♦ A♠ Q♠. Med den slags hænder går man sjældent galt i byen.
Husk dog på, at man i Omaha skal opnå en ret stor hånd for at vinde ved showdown. Det er meget sjældent, at es-høj er godt nok, ej heller et lavt par, så prøv at gå efter at ramme en flush eller en straight for at have de optimale vinderchancer.
Vi har massevis af PLO-strategi på vores side. Se blandt andet vores videoserie ”Undgå at stinke til PLO”.
>> Bedste Poker Sign Up Bonusser i 2021
>> Pokersider med dansk licens