På bare to år er PokerListings Battle of Malta blevet en af de største pokerturneringer i Europa. Hvordan og hvorfor blev den så stor?
Vi fik os en snak med turneringsdirektøren og idékvinden bag Battle of Malta, Ivonne Montealegre, for at fortælle historien om, hvordan en idé blev til virkeligheden, og hvordan fremtiden ser ud for turneringen.
Ivonne Montealegre er fra Costa Rica, og i 1996 kom hun ved en tilfældighed til at stifte bekendtskab med live-turneringer. Hun var marketingchef for et online-spillefirma, og en af de arbejdsopgaver, der landede på hendes bord, var at arrangere en pokerturnering.
Men det var først mange år senere, at Montealegre for alvor blev testet, da hun i 2011 blev tilbudt af en gruppe private investorer at arrangere Punta Cana Poker Classic i Den Dominikanske Republik.
Det blev en stor succes, og Ivonne Montealegre fik motivationen til at udforske yderligere muligheder for pokerturneringer. Her førte skæbnen hende til Malta:
- Jeg var på udkig efter en ny udfordring, fortæller Ivonne Montealgre, der straks så mulighederne i en pokerturnering på den solrige Middelhavsø.
Hun havde en vision om en pokerturnering, der kombinerede poker, ferie og mange delte minder med de øvrige deltagere. Konceptet bag Battle of Malta var skabt.
For at gøre det til virkelighed havde hun brug for en stærk partner, som hun fandt i PokerListings.
- Jeg havde ideen om at organisere en stor turnering i Malta med et lavt buy-in og kendte PokerListings. Så jeg besøgte dem og præsenterede min idé, husker Ivonne.
- De var meget imponerede og gjorde det muligt at realisere projektet gennem deres stærke brand og gode samarbejder.
Første år var helt specielt
Navnet Battle of Malta blev valgt på grund af øens historie og de store slag, som Malta har været involveret i. Som spillested blev valgt Portomaso Casino, der ligger som en del af det femstjernede luksushotel Hilton Malta.
Her var man med på ideen, og til den første turnering i 2012 var alt på plads. Den blev spillet i slutningen af november, og buy-in blev fastlagt til €500. Det var ingen tilfældighed.
- Jeg ville lave en turnering, hvor det sjove skulle stå i forgrunden, og som alle havde råd til. Jeg ville samtidig tilbyde spillerne så meget som muligt for deres penge, fortæller hun.
En garanteret præmiepulje på €150.000 blev fastsat, og den blev overgået, da der var 349 entries.
- Det første år er altid noget helt specielt. Vi havde ikke de store forventninger, og det gjorde det hele så sjovt.
- Hvis jeg skulle beskrive den første Battle of Malta med en kort sætning, ville jeg sige ”lille, men god”, siger Ivonne Montealegre.
Men det er måske ikke helt korrekt at kalde den første udgave af Battle of Malta for lille. Faktisk var den allerede på det tidspunkt en af de største pokerturneringer på Malta nogensinde og havde flere deltagere end den årlige WPT-turnering, der også blev spillet i Portomaso Casino.
Heads-up blev en italiensk duel mellem Giulio Astarita og Nicodemo Piccolo. Den duel vandt Piccolo og kunne tage €35.000 med tilbage til Italien.
Større præmiepulje, større forventninger
Efter en så lovende start besluttede PokerListings sig for at lave endnu en turnering, hvor den garanterede præmiesum blev hævet til €200.000. Tidspunktet for turneringen blev desuden flyttet frem til slutningen af september for at drage fordel af det gode vejr.
Ivonne Montealegre var sikker på, at denne garanti også ville blive overgået, men virkeligheden overgik hendes vildeste forventninger:
- Vi havde forventet et lidt større antal deltagere end det første år, men så væltede der næsten 900 spillere ind i casinoet, fortæller hun.
Ingen havde forventet så mange spillere, så casinoet blev udfordret på logistikken, og der var forsinkelser i spillerregistreringen.
- Den anden udgave af Battle of Malta var blod, sved og tårer. Vi undskylder over for alle de spillere, som måtte vente, og vi lover dem, at det ikke sker i år.
Det store antal deltagere gjorde det klart for PokerListings, at der var et stort potentiale for at arrangere en sådan turnering.
- Det åbnede vores øjne for, hvad der var muligt. Direktøren for PokerListings besluttede sig efter BOM 2013 for at mere end fordoble garantien men beholde det samme buy-in, fortæller Ivonne.
- Laver man udregningen kan man se, at man mindst skal have 1.000 spillere for at nå garantien. Vi flyttede samtidig turneringen til starten af november, hvilket skaber lidt tvivl om man kan få så mange spillere til Malta på det tidspunkt.
- At vi skal have mindst 1.000 spillere til at nå garantien gør mig lidt bekymret nogle gange, men beslutningen blev taget i samarbejde med analytikere, og ifølge vores prognoser overgår vi også garantien i år.
Sirp de Wit, administrerende direktør hos PokerListings, er også sikker på, at garantien overgås.
- Vi hos PokerListings er meget stolte over at kunne tilbyde en unik turneringsserie med et lille buy-in og stor værdi. Det giver en ekstra offline-dimension til PokerListings og passer med vores mission om at være en ”all-in pokerguide”, siger han.
- Den tredje udgave af Battle of Malta står for døren, og vi vil gøre det til en mindeværdig oplevelse for alle deltagere. Forventningerne er allerede begyndt at stige i Malta, og BOM 2014 bliver større og bedre end tidligere.
Frivillige hjælper til
Battle of Malta er næsten blevet til en hel pokerfestival med fem turneringer på programmet i år. Derudover spilles der satellitter og cashgames.
I 2014 spilles der for første gang en Highroller-turnering (med buy-in på €4.180), en ny PLO-turnering til €165 samt en €300 Deepstack Turbo. Siege of Malta er igen på programmet, denne gang er buy-in hævet fra €100 til €200.
Dermed er der endnu flere grunde til at spille årets Battle of Malta. Og spillere skal samtidig huske på, at i starten af november er vejret på Malta generelt stadig dejligt varmt og solrigt.
Bag kulisserne arbejdes der hårdt på at gøre Battle of Malta 2014 endnu en succes:
- Vi arbejder hårdt på at give spillerne en stor oplevelse, og opbakningen til Battle of Malta har været fantastisk. Der er flere frivillige, som arbejder gratis i deres fritid og weekenden for at give spillerne en så god oplevelse som muligt.
- For os er dette ikke et almindeligt job, men noget som vi virkelig synes er sjovt, fortæller Ivonne Montealegre.
Når man spørger hende om, hvad deltagerne kan forvente til Battle of Malta i 2015 og herefter, siger hun, at kun fantasien sætter grænser.
- Jeg tror, at Battle of Malta bliver den største pokerturnering ikke kun i Malta, men også i Europa.
- Vores mål er at gøre BOM den turnering, der har det mindste buy-in og den største garanterede præmiepulje, og vi vil gøre alt i vores magt for at opnå det, slutter Ivonne Montealegre.