Den danske pokerstjerne drømmer om at vinde en bracelet ved WSOP i Las Vegas i år, og han er klar på at spille fuldt program denne gang.
Det har været tyndt med dansk deltagelse ved WSOP i Las Vegas de seneste par år. I takt med, at der er færre danske professionelle spillere, er der også færre danskere, som rejser til Las Vegas for at spille årets store turneringsserie.
Hvor man tidligere så spillere som Mickey Petersen og Lars Bønding, der brugte hele sommeren på at grinde turneringer i Rio-casinoet, rejser de fleste spillere nu kun over for at spille Main Event.
I år bliver der dog en dansk pokerprofil at følge ved bordene i Las Vegas, og det er stjernen over dem alle: Gus Hansen.
På Facebook skriver Gus, at han forbereder en tur til Las Vegas til WSOP med to måneders varighed, og håbet er at få en bracelet med hjem:
I gang med comeback
Gus Hansen spillede seneste WSOP i 2014, hvor han blandt andet spillede $50k Players Championship. Sidste år var han godt nok i Las Vegas ved slutningen af WSOP, men her spillede han kun cashgames.
Det var lige efter, at hans samarbejde med Rasmus Nøhr omkring festivalprojektet Danmark Dejligst begyndte at knirke. De to skal i øvrigt mødes i retten, da Gus har sagsøgt Nøhr for 869.000 kroner.
Gus Hansen gjorde turneringscomeback i december, hvor han spillede WPT Five Diamond Classics på Bellagio i Las Vegas – dog uden at cashe.
I Las Vegas bor hans gode ven, svenske Erik ’Erik123’ Sagström, som sidste år også gjorde comeback i live-turneringer. Det er et godt bud, at man kommer til at se begge to ved bordene til sommer.
Endnu første WSOP-finalebord til gode
Gus Hansen har søde minder fra Las Vegas, hvor han har vundet flere store turneringer tidligt i karrieren. Ved WSOP har han dog ikke haft helt den samme succes, selvom det lykkedes ham at vinde en bracelet ved WSOPE i London i 2010.
Hans bedste WSOP-resultat i Las Vegas er en tredjeplads ved $25k Heads-up Championship i 2011, og desuden er det blevet til en niendeplads ved $50k HORSE i 2009.
Dermed har han faktisk stadig sit første WSOP-finalebord til gode i Las Vegas.
I WSOP Main Event er hans bedste placering en 61. plads i 2007 til $154k.
WSOP i Las Vegas starter den 30. maj og slutter den 17. juli.
Se resultater fra WSOP 2017 her.