Det er snart Valentins Dag, og i den anledning vil vi her på Pokerlistings kigge lidt nærmere på de romancer, der er opstået ved pokerbordene gennem årene.
Nogle mandlige pokerspillere er nemlig ikke kun heldig i spil – de har også held i kærlighed! For der skal faktisk også en del held til for at finde en sød pige ved pokerbordet, når 95% af spillerne ved de fleste pokerturneringer er mænd.
Derudover er der også et par klare minusser ved at være pokerpro i forhold til at finde en kæreste:
- Normalt spiller man mange timer i træk, typisk om aftenen og natten
- Store udsving i indkomst/succes/motivation
- Ikke særlig godt for den fysiske form at sidde for meget ved computeren
Omvendt, hvis du er en pokerpige, vil du ikke have særlig svært ved at finde en kæreste ved pokerbordet. De fleste pokerspillende fyre vil gerne have en pige, som de kan dele deres hobby/profession med, og der er mange af dem.
Pokerlistings præsenterer her 10 af de mest succesfulde par i pokerverdenen, der har ramt nuts på floppet både på og ved siden af pokerbordet.
1. Jennifer Harman/Marco Traniello
Disse to navne vil de fleste nok tænke på, når de hører om par i pokerverdenen. Og til forskel for mange af de andre poker-par, er det faktisk den kvindelige halvdel, der er den mest succesfulde.
Harman er en af de mest kendte pokerspillere i verden og er den eneste kvinde, som frekventerer de store highstakes cash games i Las Vegas.
Hun har vundet 2 WSOP-bracelets og $2,6 millioner i turneringer gennem karrieren, og hun medvirkede i reality-showet Sin City Rules om ”power women” i Las Vegas.
Hendes samlever, Marco Traniello, har tegnet sig for turneringsgevinster for $700.000 og er dermed et stykke efter. Inden han startede som pokerspiller var han i øvrigt frisør, så kønsrollerne er lidt anderledes i deres forhold.
De to mødtes i et parkeringshus ved Bellagio, hvor deres biler var parkeret ved siden af hinanden. De har et hold tvillinger sammen.
2. Erick Lindgren/Erica Schoenberg
Lindgren var tidligere en af pokerens store profiler som sponsoreret pro og med en aktiepost i Full Tilt Poker.
I 2008 vandt han sin første bracelet og var en populær mand i pokersamfundet, blandt andet i kraft af sine TV-optrædener.
Det er også blevet til to WPT-sejre og gevinster for $8,5 millioner, hvilket gør ham til en af de mest succesfulde pokerspillere nogensinde.
Men efter Black Friday og lukningen af Full Tilt Poker kom det frem, at han havde en del spillegæld, hvilket gav en del ridser i lakken.
Schoenberg er kendt som tidligere model, volleyball-spiller og fitness-træner, og så er der sikkert også mange, som husker hende for sin optræden i Carmen Electras Strip Poker-show.
Hun har faktisk haft en del succes som pokerspiller, hvor det er blevet til gevinster for $750.000.
Parret bor nu i Las Vegas, hvor Erick Lindgren prøver at genopbygge sin pokerkarriere. Erica koncentrerer sig i stedet om parrets søn Jake på et år.
Er du på udkig efter de bedste pokersites? Se vores liste over de bedste pokersider med dansk licens her!
3. Phil Laak/Jennifer Tilly
Laak, der er kendt under tilnavnet ”The Unabomber”, har været poker pro i mange år og fik sin største sejr i 2010, hvor det blev til en WSOPE-bracelet i London.
Ved WPT Invitational i 2004 fik han dog en anden stor gevinst, da han mødte skuespillerinden Jennifer Tilly. Hun er nu kendt som ”The Unabombshell”.
Tilly har været nomineret til en Oscar for sin birolle i Woody Allens ”Bullets Over Broadway” og er kendt fra flere film og serier.
2004 var i det hele taget et godt år for Jennifer Tilly, da hun udover at have mødt Phil Laak også vandt Ladies Event WSOP. Hun har i alt gevinster for $700.000 og spiller tit med ved turneringer i USA og Europa, når hun ikke er i Hollywood.
Hun var tidligere gift med Sam Simon, en af mændene bag TV-serien ”The Simpsons” og ligeledes en poker-fan.
4. Bertrand "ElkY" Grospellier/Cathy Hong
Inden Franske ’ElkY’ begav sig ind i pokerverdenen var han en af verdens bedste Starcraft-spillere. Han var blandt andet meget kendt i Sydkorea, hvor gaming åbenbart er utrolig populært.
I Sydkorea blev han sendt på en blind date med Cathy Hong, som dengang ikke vidste hvem han var.
De to havde herefter et langdistanceforhold, mens Hong færdiggjorde sin uddannelse, mens ElkY startede med at rejse verden rundt for at spille poker.
I 2008 begyndte hun at rejse med ham, og så kom succesen. Han vandt en EPT og WPT samme år, og i 2011 blev det også til en bracelet. I alt har han vundet over 10 millioner dollars.
Hong har kun vundet $146.000, men hun spiller også primært turneringer kun for kvinder på EPT.
5. Kara Scott/Giovanni Rizzo
Et andet pokerpar, hvor det er den kvindelige halvdel, der er den mest kendte. Kara Scott er den super-professionelle TV-vært, når der skal stilles spørgsmål til pokerstjernerne på TV ved WSOP, og så spiller hun ofte med ved bordene selv.
Canadieren har faktisk haft pæn succes som pokerspiller med en andenplads i Irish Open i 2009, der gav hende €312.600.
Karrieren i poker startede via hendes engagement i kickboxing, hvor hun producerede og var vært for et show om sporten i engelsk TV. Senere kom hun til at blive vært for et program om backgammon, og så endte hun først på Poker Night Live og senere High Stakes Poker.
Hendes italienske kæreste er primært kendt i Italien, hvor han er sponsoreret pro hos GD Poker. Giovanni Rizzo har ikke skrabet så mange gevinster sammen, da han ikke deltager i så mange turneringer som kæresten, men når han spiller, er han meget kompetent.
Han er blandt andet gået dybt i WSOP Main Event både i 2010 og 2011.
Parret bor nu i Italien.
6. David Sands/Erika Moutinho
Dette par nok bedst kendt for begge at gå dybt i WSOP Main Event i 2011. De nåede længere, end noget pokerpar nogensinde var gået i WSOP, og røg pudsigt nok ud lige efter hinanden som nummer 30 og 29.
Det indbragte dem tilsammen en gevinst på en halv million dollars.
David ’Doc’ Sands er i dag kendt som en stor highstakes-spiller og er gået dybt i flere dyre turneringer. Det har indbragt ham over $2,5 millioner i gevinster, men han har dog også lagt en del store buy-ins undervejs.
Inden WSOP i 2011 var Moutinho kendt som coach og konsulent for mange pokerspillere, og det var også på den måde, at hun mødte David. Han lærte hende nogle ekstra fifs i forhold til poker, og det gjorde hende til den bedste kvinde i 2011.
Parret har været sammen i over otte år og har planlagt at blive gift i år.
7. Liv Boeree/Kevin MacPhee
Boeree fik sit gennembrud i poker i 2010, hvor hun vandt EPT San Remo til $1,7 millioner. Hun er i dag blikfang for PokerStars og et af de mest kendte ansigter i pokerverdenen.
Hun har en baggrund som astrofysik-studerende og guitarist i et heavy metal-band, men hun endte i pokerverdenen, da hun deltog i reality-showet Ultimatepoker.com Showdown på britisk TV. Her blev hun coachet af Phil Hellmuth, Annie Duke og Dave ’Devilfish’ Ulliott.
Amerikansk Kevin McPhee har også vundet en EPT-turnering, nemlig EPT Berlin i 2010 – en turnering, der nok mest blev kendt for et spektakulært røveri.
Det indbragte ham €1 million, og online har han gevinster for imponerende $4 millioner under nicket ’ImaLuckSac’. Held har han bestemt også haft i kærlighed ved at have scoret pokerbaben Boeree.
De to kunne for nylig ses sammen i et program på Travel Channel ved navn ”I Bet My Life”, hvor man følger parret på en rejse til Monte Carlo for at spille EPT Grand Final.
8. Lex Veldhuis/Evelyn Ng
Hollandske Veldhuis og canadiske Ng er også blevet et fast par i pokerverdenen og er begge sponsorerede proer.
Veldhuis sponsoreres af PokerStars ligesom sin gode ven fra Starcraft-dagenen, Bertrand ’ElkY’ Grospellier, som introducerede ham til pokeren.
Han ses ofte ved de dyre borde på PokerStars, og han har deltaget i blandt andet deltaget High Stakes Poker.
Evelyn Ng har haft en sponsorkontrakt med Bodog siden 2007. Hun var en af de første kvinder, der gjorde opmærksom på sig selv under pokerboomet i starten af 2000, hvor hun i flere omgange var godt med fremme i WSOP.
Hun har en baggrund som pool-haj og kom ind i poker ved at være dealer på pokerklubber i Toronto. Og så har hun tidligere haft et forhold til Daniel Negreanu – Lex Veldhuis’ kollega på Team Pokerstars.
9. Tatjana Pasalic/McLean Karr
Kroatiske Pasalic betegnes som en af de mest sexede kvinder i poker og har optrådt mere eller mindre afklædt i flere blade.
Hun har ikke haft den helt store succes ved pokerbordet, hvor det er blevet til mindre cashes. Den manglende succes er umiddelbart lidt overraskende, da hun som bekendt har lært at spille poker, mens hun boede i Danmark!
I stedet har hun brilleret som TV-vært og været vært for Unibet Open i 2009.
Hendes kæreste er tidligere medlem af US Air Force og har været flyvende i online poker. Karr har vundet over $2 millioner online, mens han live har gjort sig mest i highstakes-spil, blandt andet med en sejr i highroller-turneringen ved EPT London.
Mange vil nok mene, at hans mest mindeværdige sejr kom efter et væddemål med kæresten, hvor taberen skulle spille i et katte-kostume ved WSOP. Det tabte Tatjana heldigvis til glæde for størstedelen af pokerverdenen.
De to bor nu i Tatjanas hjemland Kroatien, men de rejser rundt i det meste af Europa for at spille poker.
10. Sofia Lövgren/Luca Moschitta
Svenske Sofia Lövgren blev den første kvindelig pro hos PKR i 2010 som bare 20-årig.
Her har hun faktisk været en af de mest vindende spillere på sitet, siden hun startede, og hun er kendt for at spille mange spil ad gangen. Til gengæld kniber det mere live, hvor hun endnu har sit største store cash til gode.
Hendes italienske kæreste har også haft mest succes online. Moschitta er SuperNova Elite og medlem af PokerStars Team Online.
Han er nok bedst kendt for at veksle alle sine FPP-point til to Porscher. Live har han en andenplads i en turnering på den italienske pokertour som det største resultat, men mon ikke der kommer flere store resultater i de kommende år, også for Sofia.
Deres forhold holdt ikke: Annette Obrestad/Scott Montgomery
Annette Obrestad og Scott Montgomery ville have været i top 10 – måske endda top 3 – hvis det ikke var fordi, at de ikke længere danner par. De havde ellers været kærester i et par år men er gået fra hinanden for nylig.
Obrestad slog igennem som bare 18-årig, da hun vandt WSOPE til intet mindre end $2 millioner. Den norske jente har ikke været helt så succesfuld sidenhen, men hun er ofte godt med fremme i de store turneringer.
Hun er kendt for sin aggressive spillestil og for at have vundet en turnering uden at have kigget på sine kort på noget tidspunkt.
Scott Montgomerys navn kan mange danskere sikkert huske, da han var på finalebordet, da Peter Eastgate vandt WSOP i 2008. Det indbragte ham over $3 millioner og i 2010 vandt han en bracelet ved WSOP.
Den norsk-canadiske alliance kunne have gjort dem til pokerverdenens mest vindende par, men desværre holdt kærligheden ikke.